Pernille Rosenkrantz-Theil

Tiderne er skiftet. Opgangstider er blevet til nedgang. Fremgang til krise. Min kusine, min mand, min svigerinde og adskillelige af mine venner og bekendte er eller har været arbejdsløse i kortere eller længere perioder siden krisen brød ud.

Enkelte har gået så længe, at jeg beundrer dem for at kunne holde hovedet højt. Nogen søger til Norge, andre forlænger deres uddannelse, nogen laver frivilligt arbejde, men dagene er lange og det værste er ikke at vide, hvornår der sker noget – hvis bare man vidste, hvornår det var overstået, så ville det jo føles som ferie, men når der ikke er en udløbsdato, så er det ikke sjovt. Det er ikke let at miste sit arbejde i disse år, og det er slet ikke let, hvis man er nyuddannet og intet har på CV´et endnu.

Her i påsken kom Lars Løkke Rasmussen så efter et halvt års tænkepause med sit bud på Venstres politik. For det første bebuder han ufinansierede skattelettelser, for det andet ønsker han at åbne grænserne for flere højtuddannede indvandrere. Efter min mening er det helt ved siden af målskiven. Vi mangler jobs og vi skal lukke et meget stort hul i velfærdskassen. Hvordan kan svaret så være at importere arbejdskraft og slå et endnu større hul i kassen?

Jeg synes jo, at det ligger lige for, hvad vi har brug for i disse år. Vi skal skabe jobs, jobs og atter jobs. Og vi skal sørge for opkvalificering og uddannelse til de mange, der er tvunget ud i arbejdsløshed og til alle dem, der mangler de kvalifikationer, som fremtidens arbejdsmarked efterspørger.

I Odense, hvor jeg slår mine folder, er renoveringen af kilometerhusene på Nyborgvej allerede sat i gang. Det skaber arbejde for en masse bygningshåndværkere og det er der behov for, hvis man skæver til arbejdsløshedsprocenten i byggeriet på Fyn. I de kommende år vil der komme mange flere af den slags tiltrængte renoveringer i de almennyttige boliger over hele landet. Det er resultatet af den frigivelse og fremrykning af midler, som regeringen lavede med dette års finanslov. Det gør mig glad og optimistisk på den danske økonomis vegne og der er god sund fornuft bag: Det er arbejde, der alligevel skulle være lavet, og hvorfor så ikke gøre det nu, hvor så mange går ledige og har brug for noget at rive i?

Lad det være et konkret eksempel på, hvor himmelvid forskel, der er på den medicin som regeringen og som oppositionen peger på til helbredelse af dansk økonomi. Vi vil have os sikkert gennem krisen og samtidig vil vi gerne grønnere, klogere og mere solidariske ud på den anden side. Vi er faktisk godt på vej.

Selv er jeg hverdagsgrøn – altså grøn på den måde, at det skal kunne hænge sammen med hverdagen. Jeg køber økologisk, når varerne er tilgængelige i mit lokale supermarked og ikke koster fem gange så meget. Jeg efterisolerer huset, når det kan hænge sammen tidsmæssigt og økonomisk. Jeg har haft delebil, inden jeg fik børn, men har nu brug for bilen for at kunne køre ungerne i institution. Jeg bryder mig ikke om frelsthed, og tror kun på, at vi kan få hele Danmark – og verden for den sags skyld – med på den grønne bølge, hvis det kan hænge sammen med hverdagen.

Men ud af det hverdagsgrønne kommer til gengæld et princip, som jeg mener, bør gælde benhårdt i klimadagsordenen. Hver gang der er et brugbart og prisfremkommeligt miljørigtigt alternativt produkt til det gamle miljøsvinende produkt, så bør produktionen af det gamle produkt udfases og produktet udgå af markedet. Det kan man effektuere ved enten at indføre en meget høj miljøafgift på det gamle produkt eller ganske simpelt ved at lave regler mod produktet, sådan som man har gjort med glødepæren og freon i køleskabene.

Hvis vi følger det princip, så bør de mest miljøsvinende biler udgå af markedet nu. Ikke hvad angår de brugte biler, men hvad angår de nye. Og der findes altså masser drengerøvsbiler i energiklasse A, f.eks. Audi A3, 2,0 capriolet, som jeg selv er ret vild med – og så findes der også kæmpebiler til den store familie i energiklasse A-udgave, f.eks. Renault Grand 7 pers. Så vidt jeg kan se, findes der biler, der kan tilfredsstille alle behov inden for energiklasse A – og så ophører argumenterne for at fortsætte produktionen af de mere svinende biler efter min mening. Der skal være balance i sagerne. Det er jo ikke sådan, at vi skal til at slukke lyset og flytte i jordhule, men når vi har fundet et gangbart alternativ – både hvad angår herlighedsværdien og økonomien, så holder det altså ikke, at vi fortsætter som om kloden ikke var ved at tage skade af vores forurening.

Førhen var der kun Lupoen, som går i stå hver gang man holder i et vejkryds, og som er på størrelse med en sardindåse. Nu findes der et væld af nyproducerede biltyper i energiklasse A. Skal man tro bilbasen.dk så er der faktisk intet mindre end 846 forskellige biler i energiklasse A. Det er altså svært at få øje på argumentet for fortsat at understøtte energiklasse B-G-biler. I regeringsgrundlaget lægger vi op til en omlægning af registreringsafgiften og i den forbindelse vil det være mit forslag, at der lægges så høj en afgift på B-G-bilerne, at de reelt udfases.

Nogen er til små hurtige Audier, nogen foretrækker en stor solid tysk VW Passat med mange heste, andre igen er til store firkantede familiebiler. Uanset hvad man er til, så skal bilparken skiftes ud til grønnere biler. Og uanset hvad man er til, så findes der i dag en energiklasse A-udgave – og derfor skal alle nye biler efter min mening tilhøre energiklasse A.

Finanskrisen skulle gerne have lært os, at vi skal være mere varsomme med, hvordan vi stifter lån. SMS- og Quicklån er en torn i øjet på denne lærdom.
Bankvirksomhed skal ikke foregå over mobiltelefonen eller i køen i supermarkedet. Pernille Rosenkrantz-Theil vil derfor arbejde for at afskaffe SMS- og Quicklån.

Det er let, hurtigt, men samtidig utrolig dumt. Quick-lån er et tydeligt eksempel på, hvordan nogle virksomheder forsøger at tjene penge på forbrugeres spontanitet. VKO har længe holdt hånden over de usunde lån.

På trods af heftig debat herhjemme og i EU, stortrives de usunde lån. Med en hurtig SMS kan du låne op til 5.000 kroner øjeblikkeligt, uden at stille nogen form for sikkerhed. Hvad der sjældent bliver fortalt er, at lånene har utrolig høje stiftelsesomkostninger og rente – i flere tilfælde på over 1.000 %

”Virksomheder som sælger SMS-lån tjener penge på, at kunderne ikke ved, hvad det er for et lån de optager. Det er svært at gennemskue, hvad prisen på et SMS-lån egentligt er, og det er en benhård jagt på de svage forbrugere.”

Derfor vil Pernille Rosenkrantz-Theil kæmpe for et forbud mod SMS- og Quick-lån:

”Vi har regler imod giftige fødevarer og farlige biler. Vi skal også have regler imod giftige lån. SMS-lån er deciderede gældsfælder, der er svære at gennemskue, og henvender sig til dem, som ikke har råd til dem”

En rapport fra Forbrugerombudsmanden viser, at der alene i de tre første kvartaler af 2009 blev indgået 7.127 låneaftaler om SMS- og Quicklån. Af disse blev 11 % misligholdt. Flere SMS-og Quick-lån er mulige at tage, på trods af man er registreret i RKI (Ribers Kredit Information).

”Hurtige lån henvender sig især til unge og til socialt svage grupper. Vi skal have sat et stop for de hurtige fix. Lån skal tages steder, hvor man får en ordentlig kreditvurdering, og hjælp til at få styr på sin privatøkonomi.”

Verden holder vejret. Aldrig har så mange fulgt med i hvad der foregår på børserne som lige nu. Disse uger kommer til at være afgørende for de næste par år. Kommer arbejdsløsheden til at stige eller falde? Kommer huslejerne til at stige eller falde? Kommer der opsving og masser af penge til velfærd, eller må vi fortsat indstille os på smalhals?

Der er mange ubesvarede spørgsmål og mange spørgsmål, som skaber en usikkerhed i vores egne familiers økonomi. Jeg var ellers lige begyndt at glæde mig over, at nogle af dem jeg kender, som har mistet arbejdet efter krisen så småt var begyndt at komme i arbejde igen. Nu risikerer vi så, at det igen kommer til at se sortere ud.

Hvad der sker med vurderingen af den amerikanske valuta og med beskæftigelsen i Kina er selvfølgelig spørgsmål, som præger os meget, men som vi absolut ingen indflydelse har på. Til gengæld har vi rigtig stor indflydelse på, hvor godt rustede vi er til at møde de stød, som økonomien nødvendigvis vil få med jævne mellemrum. Her har VK-regeringen været alt for passiv, og er på nogle punkter med til at gøre tingene værre og mere usikre end de er i forvejen. I en globaliseret økonomi har en regering trods alt mulighed for at etablere nogle gevaldige stødpuder i økonomien – hvis den vil.

Vi vil for det første for alvor kunne gøre en stor forskel i forhold til at sikre dansk økonomi ved at sætte gang i økonomien igen. Vi skal fremrykke offentlige investeringer – altså sætte gang i renoveringen af kloakker, skoler, børnehaver og sygehuse. Få lavet alt det, der alligevel skal laves på et tidspunkt netop nu hvor der er mange ledige hænder. Det vil give arbejde i vores mange håndværksvirksomheder, og det vil smitte af på den samlede danske økonomi og spare os for dagpengeudgifterne.

For det andet skal vi fremtidssikre vores arbejdsstyrke. Vi skal sørge for, at alle kan få sig en ordentlig uddannelse. I øjeblikket mangler godt 8.000 unge en læreplads og 7.000 unge blev afvist fra at komme ind på en videregående uddannelse for få uger siden. Begge dele vidner om, at det vigende uddannelsesniveau blandt unge ikke skyldes manglende vilje fra de unges siden. Nej, der skyldes faktisk, at politikerne ikke sørger for at stille uddannelse til rådighed for de unge mennesker. Vi har sammen med SF fremlagt forslag til hvordan vi får skaffet lærepladser til alle de unge der vil. Kun sådan fremtidssikrer vi vores samfund og velfærd.

For det tredje så gør det os sårbare overfor økonomiske kriser, hvis ikke vi har et solidt socialt sikkerhedsnet. Det skaber usikkerhed og dermed uvilje til at flytte sig fra et job til et andet og fra en branche til en anden. Det skaber en ufleksibilitet, som koster samfundsøkonomien dyrt. Hertil kommer, at det forringede sikkerhedsnet skaber stor utryghed for os som mennesker. Vi bliver endnu mere bange for at miste vores job og indtægt.

Det har på alle måder været skævt at tackle en krise ved at give skattelettelser til de mest velbjærgede og samtidig halvere dagpengeperioden og praktisk talt afskaffe efterlønnen. Krisen viser med al tydelighed, at der er brug for væsentlig længere dagpengeperiode end to år. Jeg forstår ikke, hvori det rimelige er i at beskære dagpengeperioden i en situation, hvor der er hundredvis af ansøgere til hver stilling og enhver kan se, at arbejdsløsheden ikke er en selvvalgt situation. Netop dagpengesystemet vil være noget af det første vi laver om på, hvis det lykkes at få væltet Løkke ved det kommende valg. Vi skal have tryghed for vores private økonomi og på vores arbejdsmarked – ikke skattelettelser.

Vi skal altså fremrykke investeringer. Vi skal skabe uddannelsespladser nok til de unge og vi skal skabe et mindre skævt Danmark, så vi hver især kan holde til at være arbejdsløse i perioder og hvor vi er afhængige af hinanden. Sådan vil vi ruste den danske økonomi til de stød den får. Hvad har regeringen så gjort?

I ti år har vi haft en regering, der har brugt broderparten af tiden på at føre værdikamp mod muslimerne og dele rundhåndede skattelettelser ud til særligt de mest velbjærgede. Den har ikke haft tid til at ruste os til fremtiden. Den har haft så travlt med at slå hårdt ned på kamphunde og med at blande sig i, hvem vi må gifte os med, at den helt har overset, at det vigtigste for langt de fleste mennesker er arbejdet. Om man har arbejde, hvordan det er med kollegaerne på arbejdet. Om man får udfordringer nok, om man kan holde til det i længden. Det der binder os sammen som mennesker er jo arbejdsfællesskabet. Og så er det som bekendt her vi skaber samfundet og velfærden.

Den fremtid vi bygger, skal bygges på uddannelse, arbejde til de fleste og tryghed i den private økonomi. Vi bestemmer ikke selv over vores økonomi i en global verden. Den er vi fælles med alle de andre om. Men vi kan skabe stødpuder som gør os mindre sårbare overfor kriser både som samfundsøkonomi og som mennesker.

Brevet åbnes resolut med lige dele koldsved og store forhåbninger. Inde i den sirligt lukkede kuvert ligger svaret på, hvordan fremtiden skal tegne sig. Men ikke for alle unge danskere munder åbningen af brevet ud i glæde. For mange er det lig med bristede drømme og skuffelse, for mange tusinde unge bliver afvist af drømmestudiet. Vi har ikke råd til at tabe de unge på gulvet, og derfor skal der mange flere studiepladser til i fremtiden.

I sidste uge lå kuverterne så i postkassen hos de unge, og i år blev mere end 25.000 optaget på en af de danske uddannelsesinstitutioner, men mere end 7.700 unge mennesker fik besked på at finde på noget andet at lave. Hvad gør man så? Når man står der med brevet i hånden og med masser af mod på livet, men ikke er blevet accepteret på det studium, man brænder for?

Vi ved, at Danmark i fremtiden kommer til at mangle uddannet arbejdskraft, og at det netop er dette, erhvervslivet til stadighed efterspørger, så er det yderst bekymrende, at så mange unge til kontinuerligt afvises af de danske uddannelsessteder. Vi skal investere i fremtiden, og det er hovedløst at bremse de unge, når de nu har mod på at højne deres kompetencer og bidrage til det erhvervsliv, som så inderligt kalder på veluddannet arbejdskraft.

Hertil kommer, at de unge må føle sig en lille smule til grin. Hele skoletiden igennem har lærere, forældre og politikere tudet dem ørene fulde med, hvor vigtigt det er, at de tager en uddannelse, og når det så kommer til stykket, så er der ingen uddannelse at få. Hvis vi ønsker at nå målsætningen om, at mindst halvtreds procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse, så må der ganske enkelt komme flere studiepladser i spil.

For Danmarks økonomi og for den enkeltes velfærd er der på mange fronter meget på spil, når vi taler om uddannelse. Tal viser, at personer med en videregående uddannelse i gennemsnit har en højere livsindkomst, flere år på arbejdsmarkedet og færre sygedage sammenlignet med folk uden uddannelse. Kort sagt forbedrer det levevilkårene og bidraget til samfundskagen betydeligt med en videregående uddannelse i bagagen. Således kan det undre, at regeringen er så forbeholden overfor at lade de unge komme i gang med drømmerstudierne.

Ressourcer til at uddanne de unge i vores samfund skal ikke ses som en sur udgift, men derimod som en investering i fremtiden. Vi har ganske enkelt ikke råd til at tabe de unge på gulvet.

Danmark er ifølge OECD det land i verden, hvor flest forlader arbejdsmarkedet på grund af psykisk nedslidning. Over halvdelen af alle sygedage i EU er stressrelaterede. 30.000 mennesker indlægges hvert år på grund af stress, og der dør næste tre gange flere af stress end i trafikken. Det koster samfundet spidsen af en jetjager, og det belaster børn, ægtefæller, pårørende og kollegaer, og ikke mindst selvfølgelig dem, der lever med stress enormt, så alt i alt er der god grund til, at vi for alvor går ind i kampen mod stress.

I de seneste ti år er det lykkedes nogenlunde at aftabuisere stress, så det i dag om ikke andet er lettere at indrømme, at man har stress overfor kollegaer, chefen og familien. Fagforeninger og arbejdsgivere har også gjort et stort stykke arbejde for at lære, hvad man stiller op, når folk går ned med stress. Men nu er det altså tid til, at vi skal i gang med at kigge på den ramme, som stressramte indgår i – arbejdspladsen og familien – og vi skal i gang med at forebygge. Sidst men ikke mindst skal der tages et massivt politisk ansvar.

I S-SFs fælles forslag ’Fair Løsning’ er der afsat et milliardbeløb til forebyggelse, og for nyligt kom SFs Villy Søvndal med sit bud på, hvordan en del af de penge skal udmøntes efter det kommende valg. Der var da for så vidt en række gode takter, såsom lederuddannelse til alle ledere med personaleansvar, oprettelse af stressklinikker og erstatning for psykiske arbejdsskader.

Men jeg savnede et grundlæggende opgør med det ekstremt individuelle fokus i vores håndtering af stress både på arbejdspladserne og på det politiske plan. For skal vi komme videre med stressforebyggelsen og –helbredelsen, så skal der sættes lys på rammerne på arbejdspladsen, de tilstedeværende ressourcer, medarbejdernes indflydelse på egen hverdag, de evige strukturforandringer, forventningsafstemning, ledelse og selvfølgelig også på de private fællesskaber som de stressramte indgår i og deres mulighed for at medvirke til forebygge og helbrede.

Villy Søvndal foreslår en 3-dages lederuddannelse for alle med personaleansvar – et forslag som bakkes op af Stressfonden. Men lederkurser er ikke bare lederkurser – og arbejdsmiljørepræsentanterne er mindst lige så vigtige i bekæmpelsen af den psykiske nedslidning.

Danske ledere er i dag over en bred kam virkelige gode til at opdage og sætte behandlingssystemer op omkring en stressramt. Mange mangler til gengæld helt fundamentalt evnen og uddannelsen til at indrette deres organisation, så medarbejderne i første omgang slet ikke går ned med stress. Det er altså afgørende, at lederuddannelsen ikke kun har sit fokus på tacklingen af en allerede stressramt medarbejder.

Efteruddannelsen skal i langt højere grad handle om, hvordan man skaber en arbejdsplads, hvor medarbejderne grundlæggende trives. Desuden skal efteruddannelsen sigte på, at det ikke bare handler om den enkelte syge medarbejder, men netop på den arbejdspladsmæssige og ledelsesmæssige ramme og sammenhæng, som medarbejderen er blevet syge af.

Hertil kommer, at der er lige så stort et behov for, at arbejdsmiljørepræsentanterne alle sammen klædes på til at møde den massive udfordring, som stress og psykisk nedslidning er på vores arbejdspladser. Det er ikke kun ledelsen, der skal have ret (og pligt) til efteruddannelse. Det skal arbejdsmiljørepræsentanterne selvfølgelig også.

For det at komme stress og psykisk nedslidning til livs på en arbejdsplads handler i høj grad om fællesskabet omkring organiseringen af arbejdspladsen, lige fra kaffepausernes længde til ledernes måde at kommunikerer til medarbejderne på. For at sige det lige ud, så ligger fællesskabet omkring forebyggelse af dårligt psykisk arbejdsmiljø i organisationen, og ikke alene hos den enkelte leder, medarbejder eller tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant. Og det behøver faktisk ikke give røde tal på bundlinjen hos virksomhederne eller store udgifter for de offentlige kasser – tværtimod. Der skal så forsvindende lidt til at skabe trivsel på en arbejdsplads, så det meget hurtigt tjener sig selv ind tifold.

Et andet forslag fra Villy Søvndal til udmøntning af forebyggelsespengene i Fair Løsning er at oprette flere stressklinikker, end der er i dag. Det er rigtigt, at de har givet gode resultater i forhold til at behandle og vejlede personer med stress. Så langt, så godt, og alene af den grund er det selvfølgelig en god idé i så stressramt et samfund som vores.

Men med en anelse højere ambitionsniveau kommer man også en anelse længere. For det handler ikke bare om at få medarbejdere raskmeldte, men i lige så høj grad om at fastholde dem raske og dermed fastholde dem på arbejdsmarkedet. For at gøre det bliver klinikkerne jo i sagens natur nødt til at kunne gøre noget ved de problemer, der har udløst stressen. Ellers udsættes man jo for et sikkert tilbagefald, når man vender tilbage til arbejdspladsen.

Stressklinikkerne skal altså have ressourcer til at gå bredt til værks og have de lange lygter på, når de skal vise vejen for den stressramte, og det er således afgørende vigtigt, at der ikke kun sættes ind med psykologhjælp, men at klinikkerne også kan hjælpe medarbejderen med at identificere de problematikker på arbejdspladsen, som har udløst stressen og medvirke til evt. at føre en dialog med arbejdspladsen herom.

Der er god grund til at tage hårdere fat på stressproblemet end Villy Søvndal lægger op til ved udmøntningen af S-SFs forebyggelsespenge – men han skal naturligvis have point for overhoved at beskæftige sig med den massive og menneskeligt og økonomisk omkostningstunge psykiske nedslidning på arbejdsmarkedet. Virksomheder og fagbevægelse er nået langt på de sidste ti år, men kurven er endnu ikke knækket i Danmark. Der kommer fortsat flere syge.

Vi bliver snart nødt til at tage de næste skridt – skridt der handler om den organisatoriske ramme på arbejdspladsen og om forebyggelse. Og det er netop disse skridt, der skal have al den politiske opbakning, der kan stampes op ad jorden.

”Breaking news: Bombe i Oslo” ramte mig, da jeg åbnede computeren i går. En bombe midt i det norske demokrati. Eksplosionen er sket i kvarteret mellem statsministeriet og 7 andre ministerier.

Senere kan jeg så læse, at politisk engagerede purunge mennesker følger tragedier på internettet fra deres sommerlejr på socialdemokraternes ø uden for Oslo. Endnu uvidende om, at en endnu større tragedie skal til at ramme netop dem selv. Kort efter begynder skyderiet, som kommer til at koste mere end 90 unge mennesker livet.

Jeg har selv været på et hav af den slags lejre, som de unge på Utøya netop deltog i. Jeg har også været ansvarlig for afviklingen af en hel del af dem. Sommerlejre og stormøder, hvor unge mennesker møder hinanden med nysgerrighed på verden og stærke meninger, som blev brudt mod hinanden i et fantastisk frirum skabt af den fælles interesse for politik.

Det er for mig fortætningen af alt det gode ved vores demokrati og de bedste minder fra min egen ungdom er skabt netop i de fællesskaber, der opstår, når mange unge samles for at debattere fremtidens samfund.

Man kan naturligvis ikke reducere en tragedies betydning til tal, men man kan alligevel få en idé om katastrofens omfang for den pågældende befolkning. Dødstallet i Norge er større relativt til befolkningens størrelse, end 11. september var i USA, og således vil forholdsmæssigt ligeså ufatteligt mange familier og venskabskredse være direkte og indirekte berørt, som tilfældet var i USA. På det stræk er der ingen tvivl om, at nationalistens kujonagtige angreb på ubevæbnede unge, kommer til at sætte ar på den norske folkesjæl.

Her dagen derpå begynder Ekstra Bladet deres artikelserie om angrebene dagen med ordene: ”Her er manden, som ødelagde Norge.” Det er formodentlig præcist det, som ekstremisten har håbet på. Lad Ekstra Bladet få uret i deres indledning.

EB har selvfølgelig ret i, at gerningsmanden med disse to angreb har forsøgt at ryste demokratiet i sin grundvold. Nu er det så op til alle os andre om det skal lykkes ham. Reagerer vi ved at lukke demokratiet omkring sig selv og ved ikke at sende ungerne på sommerlejr næste år, så vinder disse højreekstreme kræfter. Reagerer vi ved at lade frygten for terrorangreb tage over, så vinder højreekstremisterne også.

Reagerer vi omvendt ved at stå sammen og værne om åbenheden og vores demokrati, så vil dette blive en enlig svale i historien. Ar på folkesjælen, javel, men et ødelagt Norge, det mener jeg, at nordmændene og det omkringliggende samfund selv er med til at bestemme.

550 unge socialdemokrater er af sted på sommerlejr for at lære om demokratiet og debattere med andre unge om, hvordan verden skal indrettes i fremtiden. Trygge og nysgerrige. En mand skamferer deres uskyld, og skamferer dermed vores demokratis åbenhed.

Det er en hel generation af unge socialdemokrater i Norge, der kommer til at bære personlige erindringsbilleder af massakren samt arrene ovenpå tabet af venner, ungdomskærester og partifæller. Jeg føler med dem og håber de hjælper hinanden til at komme igennem det.

Noget af det, som jeg er stolt af ved vores samfund, er, at vi i høj grad er lykkedes med at udradere fattigdom. At vi har skabt en høj grad af økonomisk lighed sammenlignet med andre lande. At vi faktisk kerer os om at omfordele ressourcerne, så vi kan leve nogenlunde i øjenhøjde med hinanden. I det seneste årti er disse kendetegn ved Danmark blevet sat massivt under pres af regeringen og Dansk Folkeparti med mantraet: ”Det skal kunne betale sig at arbejde.”

Fattigdom burde ellers høre en fjern fortid til. Sådan var det også ved årtusindskiftet, hvor vi var det land i Europa med færrest fattige. Vi var ikke ved vejs ende, men vi var tættere på end noget andet land i verden. Siden da er fattigdommen steget med 80 % og nu ligger vi så og roder på en 11. plads. Det viser de nyeste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd om fattigdom i Danmark og det får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

Noget i sandhed værdifuldt ved vores samfund er ved at forsvinde i horisonten. I stedet opstår nye kløfter, klassemodsætninger og konflikter i dets kølvand. Vi taber alle sammen, når uligheden stiger.

Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har nu i mere end et årti, fuldstændigt ignoreret, at Danmark er godt på vej til at indtage en virkelig kedelig plads i EU. Konservatives socialordfører, Vivi Kier turnerer rundt i medierne med det tyndeste forsvar af dem alle for den stigende fattigdom: ”Fattigdom handler om andet end penge”, gentager hun alle vide vegne. Javel, det handler også om uddannelse, boligforhold, netværk, stigmatisering og meget andet – men de borgerlige må indrømme, at det primært handler om penge.

Det handler om penge, når lille Olivia ikke kan komme med til skolefesten og når Peter ikke kan gå til fodbold sammen med kammeraterne. Det handler om penge, når man ikke kan flytte, selvom knægten er havnet i dårligt selskab og trænger til luftforandring og det handler om penge, når far ikke får taget den uddannelse, som han skulle have taget som ung. Det handler om penge, når børnene ikke har adgang til computer derhjemme og dermed helt afgørende læring, og det handler om penge, når mor skammer sig så meget over sin kjole, at hun ender med at melde afbud til familiefesten.

Fattigdom handler faktisk om penge. Og fattigdom i et af verdens rigeste lande, handler om totalt mangel på politisk vilje til at gøre noget ved det, og manglen på politisk vilje har der været masser af i Danmark i de seneste ti år.

Derfor lever der nu 65.000 danske børn i fattigdom. På Lolland, hvor det står værst til, er det hvert 10. barn, der lever i fattigdom. Det er 5 gange så mange som i Egedal Kommune. Hvad ligner det? I et land, der på trods af et årti med borgerligt styre, stadig er et af verdens rigeste lande og dog stadig har en selvforståelse, hvor medmenneskelighed og solidaritet, har betydning, er det en menneskelig tragedie, at så mange familier ikke får andel i det trygge liv, som rigdommen og velfærdssamfundet eller burde tilbyde.

Det kan lyde som møgirriterende mudderkastning op til et valg, men historien om denne menneskelige tragedie kan siges meget kort: Den nuværende regerings fordelingspolitik skaber ulighed – det er sådan set det, der er hele idéen med ”enhver er sin egen lykkes smed”. Nogen bliver rige, andre bliver fattige. Det er ikke krisen, det er ikke naturens lov, det er ikke uheld eller noget som helst andet. Det er regeringen og Dansk Folkepartis ideologi og den dertilhørende skræmmende fordelingspolitik. De fattige må i højere og højere grad sejle deres egen sø – og det må deres 65.000 børn så også.

”Det skal kunne betale sig at arbejde” har mantraet nu lydt i mere end et årti. Med det mener regeringen og Dansk Folkeparti desværre ikke, at lønnen skal være god og dermed incitamentsskabende, nej, de mener, at livet skal være så uudholdeligt for fattige mennesker, at det ”kan betale sig at gå på arbejde” for at slippe for pisken over nakken. På Bornholm er der mere end tusind arbejdsløse og kun 25 ledige stillinger. Hvordan i alverden skal lavere ydelser kunne afhjælpe det problem? Pisken i form af lave ydelser og ydmygelser i beskæftigelsessystemet medvirker næppe til andet end at skabe mere fattigdom.

For andres vedkommende handler det om psykisk sårbarhed, sygdom og andre sociale omstændigheder, som gør det svært at få et arbejde og svært at beholde det, hvis endelig det lykkes. For den gruppes vedkommende har jeg også meget svært ved at se hvad yderligere fattigdom skulle hjælpe?

Det er et klart politisk valg, om man vil have fattigdom i Danmark eller ej. Vi er rige nok til, at alle kan leve et økonomisk trygt liv. Det handler bare om at træffe de rigtige beslutninger og fjerne kontanthjælpsloftet, 450-timerreglen, starthjælpen og den myriade af små ondskabsfulde regler, som regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget over de sidste ti år. Regler, der tilsammen er den direkte årsag til den stigende fattigdom i Danmark.

”Det skal kunne betale sig at arbejde”, javel, det kan de fleste vel være enige i (og det er vel også derfor nogen fandt på mantraet i sin tid), men vi skal ikke samtidig skabe en ny underklasse af fattige i Danmark. Alle skal have ret til et økonomisk trygt liv i Danmark og ingen børn skal opleve at leve i fattigdom. Lad det være mantraet for de næste ti år – og gerne endnu længere.

I sidste uge kunne man i torsdagens udgave af Information læse Bo Jensen rase over venstrefløjens kamp for at kriminalisere købesex. Han beskylder venstrefløjen for at være usolidariske med deres medsøstres kamp for lige muligheder, og for at lukke øjnene for, at de prostitueredes kamp er meget lig de homoseksuelles kamp for anerkendelse som ligeværdige. Hvis du ikke fik den læst, så læs her: http://www.information.dk/264109.

Hold da op!

Så vidt jeg ved, så har 60 – 70 % af alle homoseksuelle ikke været misbrugt i barndommen. Homoseksuelle lider ikke generelt pga. deres seksualitet af psykiske lidelser såsom depressioner, selvmordsforsøg, panikanfald, traumatisk stres m.m. Det gør prostituerede i høj grad.

At folk er homoseksuelle skyldes ikke fattigdom, hjemløshed, afhængighed af narkotika, manglende ligestilling mellem kønnene eller oplevelser med seksuel, fysisk og psykisk vold. Disse sociale omstændigheder gør sig dog gældende for de fleste prostituerede.

Fremfor alt tvivler jeg på, at 90 % af alle homoseksuelle ville ændre deres seksualitet, hvis de kunne.
Derimod er det denne andel af prostituerede, der ville vælge en anden levevej, hvis de så en anden mulighed.

At sammenligne prostitution med homoseksuelle er derfor helt ude i hampen! Jeg ville endda være lidt fortørnet, hvis jeg var homoseksuel. At være homoseksuel er ikke noget man vælger – det er en seksualitet man er. At være prostitueret er for mange en sidste udvej – og som det er blevet dokumenteret gang på gang er vejen ind i prostitution brolagt med enorme negative sociale omstændigheder.

Misforstået frihedsideal
Bo går endnu længere i sin artikel og beskriver kriminalisering af sexkøb for “et feministisk hatecrime”. Det er et klart eksempel på, at vi, som vil lovgive mod købsex, bliver beskrevet som nogle formynderiske, moraliserende, feministiske rødstrømper, som er bange for sex. Hvorimod fortalerne for prostitution mener at de har et mere nobelt foretagende, nemlig kampen for frihed til at udfolde sig.

På denne måde sidsestiller Bo og hans artsfæller prostitution med frihed – men allerede her er jeg uenig. For de fleste prostituerede er det ikke et frit valg; det er ikke frihed at føle sig nødsaget til at have sex med mænd for at kunne betale huslejen. Det er ikke frihed, at være nødt til at leve et dobbeltliv, da de fleste prostituerede har børn, som ikke må vide hvad mor tjener penge på. Det er ikke frihed, at have et job hvor voldtægt og vold er blandt de arbejdsskader man kan komme ud for.

Det er derimod et samfundsansvar at sikre udsatte kvinder den frihed, at de ikke ender i et fysisk og psykisk ødelæggende miljø – fordi de ikke ser en anden udvej. Det er en frihed jeg kæmper for.

Struktur er et kedeligt ord…
…men ikke desto mindre må vi anderkende at den spiller en rolle. I Danmark er der knap 6000 prostituerede – langt de fleste er kvinder. De få mandelige prostituerede sælger for det meste sex… til andre mænd. Køns- og magtstrukturen er ikke til at tage fejl af.

Hvis ordet “hatecrime” endelig skal tages i brug, så dækker det vel bedst over det kvindesyn, der bliver repræsenteret ved prostitution. Det dækker over det forhold, at folk som Bo udemærket kender til de ødelæggende konsekvenser som prostitution har, men forsvarer det i “frihedens”navn.
Det er den virkelige skandale!

Politisk debat og materiale, nej tak!

Sådan lyder det overraskende nok ofte på arbejdspladser og uddannelsessteder.

Den udmelding underminerer totalt vores debatkultur og demokrati og faktisk forstår jeg ikke helt, hvordan arbejdsgivere og uddannelseschefer forestiller sig, at et demokrati skal kunne leve og ånde uden en debat netop på disse steder, hvor folk jo har tillid til hinanden og hvor de indgår i et forpligtende fagligt og personligt fællesskab med hinanden.

Konsekvenserne er, at politik ender med at være en fritidsbeskæftigelse for de 3 % som er medlemmer af et parti, mens resten af befolkningen er reduceret til tilskuere. Det er da en falliterklæring for et mere end 150 år gammelt demokrati.

Den løbende politiske debat på arbejdspladser, hvor folk går op og ned af hinanden i det daglige er helt essentiel for udviklingen af debatkulturen i vores samfund, og for de politiske løsninger og justeringer af vores samfund og regler har en rodfæstning i virkeligheden.

Det er jo, når man kender hinanden, at man for alvor forstår, hvor hinandens argumenter kommer fra, og hvorfor argumenterne har udviklet sig, som de har. Den forståelse og den personlige relation er afgørende for, at holdninger flytter sig, og ikke bare stivner og bliver ved med at være som de altid har været, selvom verden har forandret sig. Hvis den politiske debat på arbejdspladserne ikke får plads, så får mister demokratiet en afgørende næringskilde.

Jeg suger selv helt afgørende næring fra netop debatterne på uddannelsesstederne og arbejdspladserne. Her finder jeg ud af, hvad der rører sig, hvad der er hjerteblod for folk, hvilke justeringer, der bør fortages, og lytter til kritik og står på mål for den politik, som jeg står for.

Det er vitterligt selve forankringen i virkeligheden. Noget som ingen politiker burde være foruden.

På det seneste har PostDanmark gjort sig uheldigt bemærket ved at ville forbyde deres ansatte at agitere for partipolitik på arbejdspladsen. De ansatte må ikke arrangere vælgermøder eller hænge politiske plakater op.

Det opfatter delvist statsejede PostDanmark som et privatanliggende. Intet kunne da være mere forkert.

Demokrati er da alt andet end et privat anliggende. Det er vel i sagens natur et fælles anliggende. Et anliggende, der angår os alle, og som angår alle de fællesskaber, som vi indgår i. Ikke mindst vores arbejdsfællesskab, som jo er selveste nerven i ethvert samfund.

I øjeblikket handler samfundsdebatten om elementer som udvidelse af arbejdstiden, dagpengeperiodens længde, efterløn, seniorordninger og tilbagetrækning, efteruddannelse og produktivitet. Undskyld mig, men jeg har meget svært ved at forstå, at den debat ikke skulle være helt afgørende for hver eneste medarbejder og hver eneste arbejdsplads i Danmark.

Det kan da kun være til det fælles bedste, at alle forstår alvoren af og tager stilling til den situation vi står i. Også selvom vi så deler os efter anskuelser både i hverdagen og på valgdagen. . At være en del af et fællesskab, hvor folk tør stå på mål for hvad de tror på, uanset hvad, er jo en del af det at have et mangfoldigt og livligt demokrati.

Mest forarget bliver jeg dog, når det gælder uddannelsesstederne. Faktisk forstår jeg ikke at det kan være tilladt for uddannelsesinstitutionerne at melde sig ud af demokratiet på den måde. Det burde i stedet være en forpligtelse at slå dørene op og invitere demokratiet indenfor.

Mange uddannelsessteder har simpelthen vedtaget en decideret politik, om ikke at lukke partier ind på skolen – på nær måske lige til en enkelt paneldebat i forbindelse med valg. Så sætter man da for alvor en lav standard på elevernes vegne:

”I må gerne drikke jer fra sans og samling torsdag, fredag og lørdag, men politik, det en farlig størrelse, som I helst kun skal indtage hver fjerde år.

” Uddannelsesstederne skulle måske overveje at tage skeen i den anden hånd og sætte standarden bare lidt højere.

For mig at se er fundamentet for et hvert demokrati, at landets børn og unge lærer at formulere selvstændige krav og holdninger til verden omkring sig. Ellers bliver demokratiet bare en tom skal af partier, der konkurrerer på spin og mudderkastning uden nogen form for relation eller rodfæstning i den omkringliggende virkelighed.

Så lad os værne om vores mangfoldige og levende demokrati og få debatterne tilbage på arbejdspladserne og uddannelsesstederne, hvor de høre hjemme.